Iskolde facts om kontanter

Er det de kriminelle, der bruger kontanter?

– Beløbene der svindles for med rede penge, er minimale i forhold til elektronisk svindel. Elektronisk svindel med penge har i de seneste år langt overgået selv omsætningen i den globale narkotikahandel.

– Tager man hvidvaskskandalen med Danske Bank, handler den alene om 1.500 milliarder kroner i ren, digital svindel. Vittige hoveder har forsøgt at regne på, hvor meget det beløb ville fylde i kontanter: I 500-eurosedler (nu afskaffede) ville man få en bunke, der var 40 kilometer høj. Den ville være svær at overse, mener vi.

– I maj måned 2018 fik en kvinde plyndret sin konto for 450.000 kr. En tyv fik franarret hende personlige oplysninger, oprettede et dankort i hendes navn og brød ind i postkassen for at få fat i hendes NemID.

– Den britiske finansmand Sanjay Shah står angiveligt bag Danmarkshistoriens største svindelnummer, og har lettet statskassen for mindst 12,7 milliarder kroner. Helt elektronisk. Det er svært at forestille sig, det havde kunnet lade sig gøre, hvis man havde parkeret adskillige lastvognstog uden for skat og begyndte at køre penge ud i trillebøre.

– I 2017 anslog man at Identitetstyveri og snyd på nettet kostede 16 milliarder dollar i USA alene.

– Bedrageri i forbindelse med handel mellem private på nettet er steget med 372 procent siden 2009, viser tal fra Rigspolitiet.

Hvad hvis noget går galt og vi blive ramt af terror eller en naturkatastrofe? Er det ikke smart, at det hele er elektronisk der?

– I juni 2018 gik VISA ned i England i 24 timer. Folk kunne ikke købe mad – men de kunne stadig hæve kontanter. Det gav lange køer, fordi der var for få kontantautomater – men der opstod ikke panik.

– I USA sørger man altid for at fylde kontantautomater op før en varslet orkan eller anden naturkatastrofe.

Hvor mange kontanter bruger vi egentlig i Danmark?

Vi foretager 456 mio. kontantbetalinger på gennemsnitligt 208 kr. Altså foretager vi kontantbetalinger for lige under 95 mia. kr. Tal fra Betalingsrådet fra 2016.

Hvor mange kontanter er i omløb?

  • 71 mia. kr. når vi både tæller sedler og mønter. Se fordelingen for de enkelte sedler/mønter her. (Tal fra 2017)
  • Kontantmængden er (let) stigende fordi pengemængden og antallet af betalinger i samfundet er stigende – andelen af betalinger med kontanter er faldende, men der bliver altså flere kontanter..
  • Kontantomløbet i forhold til BNP har været nogenlunde stabilt de seneste 15 år.

Hvor mange bruger vi i forhold til digitalt forbrug?

Ud fra Nationalbankens Statistikbank ser det ud til at vi betalte knap 490 mia. kr. med forskellige former for betalingskort i 2016 indenfor DK. Det passer udmærket med detailbranchens estimat på at kontanter står for 20 % af betalingerne.

Hvor mange hæveautomater er der egentlig i DK?

2.471 i 3. kvartal 2018. Kilde: Nationalbankens Statistikbank

 

Anbefalelsesværdig læsning

Betalingsrådet – ”Rapport om kontanters rolle i samfundet”

Betalingsrådet – ”Betalinger mellem husholdninger og virksomheder er blevet markant billigere”