Det er rede penge. Det er stakater, moneter, cash, skillinger, mønt, moneter, gryn og alt det andet, vi har kaldt dem gennem tiderne.
Kært barn har nemlig mange navne, nok fordi vi alle sammen har et forhold til en ‘hund’, en ‘plovmand’ og en ‘tusse’ – ‘en af de lange’, ‘et kilo’, og også til den kedelige halvtredser, til tieren og tyveren og til 200 krone-sedlen, der end ikke har fået sit eget navn endnu.
Vi kan lide dem, fordi vi kender dem og ved hvad de er værd. Vi kan lide dem, fordi vi kan se dem og vi kan give dem væk med et greb i lommen. Vi kan give drikkepenge, vi kan give dem til en hjemløs, eller til is til børnene og vi kan købe stort set alt i landet med dem, bare vi har nok af dem og staten vil give os lov.
Det er frihed. Men det er ikke det eneste, kontanter kan tilbyde. De er også det eneste reelt anonyme og ikke-sporbare betalingsmiddel, vi har tilbage. Vi danskerne bruger dem jævnligt – og det skal vi blive ved med. Uden kontanter vil hver eneste krone af vores egne penge nemlig kunne spores og registreres, og vores forbrug og vaner overvåges og sælges – af din bank, og af staten hvis alternativet til kontanter f.eks. skal være de e-kroner, nationalbanken indimellem taler om som mulig erstatning.
