Indlæg

Af Nina Søndergaard – selvstændig
MobilePay er noget rod og forekommer at være en helt uanstændig amatørdreven forretning, der på ingen måde er gearet til forretningslivet. Det er muligvis ok til betalinger mellem private i forbindelse med udlæg og andet, men til erhvervsmæssigt brug er MobilePay håbløst.
På grund af kundeefterspørgsel fik jeg MobilePay for nogle år siden til mit enkeltkvindesfirma. Det var dengang gratis (for de mindste kunder som mig), omend kravet var at jeg skulle oprette en konto i Danske Bank. MobilePay Erhverv og MobilePay til privatbrug krævede og kræver hvert sit SIM-kort. Så kom der gebyr på hver betaling, opkrævet en gang i kvartalet hvis jeg husker ret.
 
Overvældende oplysninger
 
I de tidlige versioner af MobilePay kunne jeg se kundens navn, telefonnummer og sidste fire cifre af det tilknyttede kontonummer. Det var næsten lige rigeligt og i betingelserne stod der også at man sandelig ikke måtte misbruge informationerne. Eller i det hele taget anvende MobilePay til kriminelle formål – hvad det så end er, moderselskabet Danske Bank har måske ikke det bedste ethos til at fortælle kunderne hvad der er rigtigt og forkert.
Danske Bank nu også med kulørvaskprogram
 
Alt trykt materiale fra MobilePay er så amatørisk udført at det ligner spam, og eftersom bankerne selv har været fremme i skoene med at indgyde sund kritisk sans hos kunderne, ringede jeg naturligvis til MobilePay for at høre hvad i alverden det var for noget. Den søde unge mand i røret imødekom mit spørgsmål om det var spam med et noget bekymrende “det bliver vi tit spurgt om, det ved vi godt”. Nå. Jeg lod mig berolige og fulgte instrukserne.
 
Undervældende antal
 
Genierne ved MobilePay havde godt indset, at det var lidt uheldigt at ellers fremmede fik så mange kontaktoplysninger på hinanden, derfor introducerede de et femcifret nummer til MobilePay Erhverv. Med den kode kan jeg nu ikke længere se kundens navn, telefonnummer og sidste fire cifre af det tilknyttede kontonummer. Det var en lettelse!
 
Dét at MobilePay pludselig havde fem og ikke otte cifre, var noget MobilePay kun valgte at sige til MobilePay Erhvervskunderne, ikke til brugerne. Jeg har måtte oplyse utallige kunder om dette nye tiltag. Nogle, især de lidt ældre personer, reagerede naturligt nok med en vis skepsis, da det virker som scam og snyd at en ny betalingsform ændrer sig så hurtigt. Endda aldeles uden reklamer for selvsamme fænomen. Vi husker alle Ganske Blanks tv-kampagner om at gøre hvad man er bedst til, og det er så åbenbart ikke længere at oplyse om produkter, modsat fx Nordea og ApplePay.
 
 
Men. Med fem cifre kan man kun tælle til 99.999 og der findes omtrent 300.000 aktive firmaer i Danmark. Det er søgemaskiner i stand til at fortælle enhver, der gider at indtaste spørgsmålet. Så med kun 5 tal er 200.000 firmaer ude af stand til at benytte MobilePay. Stærk forretningsmodel!
 
Det kom selv MobilePay også i tanker om og lavede MobilePay Erhverv om til nu at være på 6 cifre, omend, som en nådig gestus, så skulle dem der allerede havde fået tildelt et 5-cifret MobilePay Erhverv nummer IKKE lave det om. Tak.
 
Tidligere i år blev betalingen for MobilePay Erhverv lavet om, så hver transaktion nu koster et sted mellem 75 øre og 1,25 DKK. Og så er der et månedligt gebyr, fra 49 DKK og opefter. Det er måske ikke urimelige beløb, men der er bare heller ingen konkurrence, så i realiteten har MobilePay et monopol og kan udnytte det til at sætte priserne præcis som det passer firmaet, altså bliver prisen givetvis skruet i vejret i løbet af årene. For virksomheder, men det føles stadig gratis for kunderne.
 
Rod i regnskabet
 
Rent regnskabsteknisk er MobilePay et mareridt og har været det hele vejen igennem. Man kan have flere salgssteder knyttet til ét nummer, men i kontoudtoget kan man ikke se hvilket salgssted beløbet kommer fra. Det kan man med Dankort, hvilket gør det betragteligt nemmere at opdage en eventuel fejlindtastning eller andre uregelmæssigheder.
 
Nu fratrækkes gebyret automatisk fra dét beløb kunden taster ind, hvilket giver rod i de fleste regnsskabssystemer. Prisen er 100 DKK, men der kommer 99,25 DKK ind. Løsningen er vel at tælle gebyrer og lave en ny regnskabspost på det manglende beløb, hvilket godt kan være ret tidskrævende. En billig revisor tager omtrent 750 DKK i timen, hvorimod en regnskabsassistent blot får beskedne 120 DKK. Bare en enkelt time med at gennemgå MobilePay betalinger er altså en forholdsvis dyr omgang, men det er en skjult omkostning. Det var ikke for at kede læseren ihjel, men det er stadig et reelt problem at MobilePay er født som et betalingsmiddel mellem venner og ikke til firmaer.
 
Det er også værd at huske på at alle former for betaling og alle former for regnskab koster noget, ikke kun kontanter, således som jamrende banker prøver at bilde befolkningen ind ved at klage over at det koster noget at håndtere kontanter. Det er sandt, men omkostningerne er ikke begrænsede til penge i 3D.
 
Overvågning, er du med på en kigger?
 
Grunden til at kontanter anses som at være farlige og kriminelle, er selvfølgelig at de ikke så nemt at kan spores. Det kan MobilePay. Det er faktisk utællelige mængder af mennesker der kan være med på en kigger på hver eneste transaktion. Udover betaler og modtager, er der betaler og modtagers teleselskab, betaler og modtagers bank, SKAT, politiet, PET og Finanstilsynet. Det er rigtig mange mennesker der har adgang til at kontrollere at man brugte penge. Udover at denne ekstreme overvågning muligvis ikke er vejen frem til sand kriminalitetsbekæmpelse (det er jo endnu en gang blot opsporing og oprydning efter en eventuel kriminel aktivitet), så er det heller ikke en gratis omgang.
 
Alle disse mennesker får også løn, men eftersom staten har besluttet at det er en god idé at mistænkeliggøre alle handlende, er det endnu en skjult omkostning. Altså får man i sidste ende lov til at betale for sin egen overvågning.