Indlæg

Så gav regeringen endnu en indrømmelse til Dansk Erhverv og supermarkederne, der som bekendt ikke kunne håndtere, at danskerne ville af med de 1000 kr-sedler, der bliver ugyldige 1. juni 2025.
Det var ellers hvad Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv lovede i 2023, da man annoncerede 1000 kr-sedlens død – der var styr på det, og man havde haft tid til at forberede sig.
Men det var der åbenbart ikke.

REMA-1000 har flere gange haft skilte oppe med at ‘kun køb over 600 kr kan betales med 1000 kr sedler’ og NETTO har forsøgt sig med skilte, hvor der står, at der på grund af ‘lav kontantbeholdning’ ikke kan gives penge tilbage ved betaling med 1000 kroneseddel’.
De fik back-up af blandt andet Danmarks Radio, der helt udokumenteret, kun på fornemmelser, påstod, at ‘detail-butikker bruges som hvidvaskecentraler’.

Folketinget hjælper
Men hvis vi skal være flinke, så kan man godt forstå det kan gøre ondt på nogen af de små handlende, og under normale omstændigheder ville det måske være mere rimeligt at benytte en mindre seddel.
Men intet er normalt på kontantmarkedet ligenu: Vi er midt en pengeombytning, noget vi ikke har set siden anden verdenskrig, og det virker som om erhvervsministeriet og bankerne benytter lejligheden til at undergrave og kriminalisere brugen af kontanter som betalingsmiddel generelt.
Erhvervsministeriets Morten Bødskov skyndte sig at hjælpe, ikke kontantkunderne – men de butikker, som Brian Mikkelsen og Danske Erhverv siger, de repræsenterer.
Først ved at nedsætte maks. beløbet du må købe for kontanter med fra 20.000 kr til 15.000 kr.
Og nu er man så gået endnu et skridt videre i mikroreguleringen af kontanter: Fra den 4.6 2024 har det været sådan at, hvis du vil betale med en 1000 kr seddel, så skal du købe for mindst 250 kroner. Ellers kan butikkerne nægte at tage imod dem.

Mildnet – men stadig dum
L 169 er nu vedtaget – det er den, der hedder ‘Lov om ændring af lov om betalinger (Midlertidig lempelse af kontantreglen)’.
Og jo, den er faktisk blevet mildnet lidt, den lov: Til at begynde med hed det nemlig at man skulle købe for over 500 kr – og det er altså nu endt på 250 kr – sandsynligvis som et resultat af høringssvar fra Forbrugerrådet og Ældresagen, der foreslog netop det, en nedsættelse af det mindste beløb man må købe for med en 1000 kr seddel.
For stemte 78 (S, V, SF, M, EL, RV, ALT og UFG), imod stemte 29 (DD, LA, KF, DF og Lars Boje Mathiesen (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Hos Bevar Kontanter mener vi i den grad der er tale om mikromanagement af en – indtil videre – lovlig og legal pengeseddel, der ikke har været problemer med før. Nationalbanken har selv sagt, det går godt med at indsamle dem – så hvorfor lovgive?
Der ud over er det en helt unødvendig foranstaltning – supermarkederne kunne bare have bestilt flere byttepenge – kontantleverandørerne er klar og nej, det er langt fra så dyrt som Brian Mikkelsen og DE, påstår.

Læs den nye lov her: https://www.ft.dk/ripdf/samling/20231/lovforslag/l169/20231_l169_som_vedtaget.pdf

Læs SikkerhedsBranchens høringssvar her: https://bevarkontanter.dk/sikkerhedsbranchen-i-skaber-tvivl-om-kontantreglen-igen/