For nogen tid siden, åbnede erhvervsministeriet for, at ‘midlertidige arrangementer’ ikke behøvede at overholde kontantpligten og det har det meste af festival-danmark desværre taget som en opfordring.
‘Haslev Festdage vil i 2024 ikke længere modtage kontanter som betalingsmiddel, en beslutning taget i tråd med mange andre festivaler. Fra i år vil det derfor ikke være muligt at betale med kontanter i festivalens barer og boder. Initiativet er indført for at sikre en hurtigere betjening og større tryghed blandt de frivillige’, skriver de og tilføjer at ‘kontaktløs betaling via ur eller telefon’ samt Dankort, VISA/Dankort, Mastercard, Apple Pay og Google Pay kan bruges. MobilePay vil dog ikke være en mulighed’.
BØVLET
Når Haslev Festdage vælger denne løsning er det selvfølgelig fordi det er en lille smule nemmere. Fordi de frivillige ikke skal tage imod kontanter og sørge for at tælle dem op og bagefter have det hele urimelige bøvl, der er med at få dem indsat i en eller anden automat – bankerne tager jo ikke længere imod med mennesker, for trods milliardoverskud foretrækker de, at vi sidder hjemme foran netbank og kun gør ting, der består af data.
Men måske skal tingene være en lille smule bøvlede engang imellem?
GREN AF TRÆET
For når Haslev Festdage og Roskildefestival og Samsø Festivalen og Heartland gør det til en fælles politik ikke at ville røre ved virkelige penge, så er det med til at save endnu en gren af det efterhånden ret afpillede træ som kontanter er.
Heartland har sågar lavet et samarbejde med Nordea, hvor man kunne vinde billetter i en quiz – om kontantløshed og på Roskilde er kontantløs simpelthen standart.
Haslev Festdage har dog i modsætning til Roskilde og Heartland taget lidt hensyn til kontant-brugerne. Man kan nemlig indbetale kontanter på et armbånd lige udenfor festivalpladsen og de penge man evt. har indbetalt for meget kan tilbagebetales. Også i kontanter . på den lokale kro.
KONTANTLØS KONTANTVENLIG?
Haslev Festdage er i virkeligheden progressive, når det skal være kontantløst: De anerkender at det er et behov at bruge kontanter og anviser en menneskelig løsning.
‘Selvom Haslev Festdage går kontantløs, er det dog stadig muligt at bruge kontanterne. Du har mulighed for at få indsat dine kontanter på et værdikort eller et armbånd med chip, som du kan betale med i vores barer og boder på festivalpladsen.
Henvend dig i billetvognen ved indgangen og få indsat det ønskede beløb på et værdikort eller armbånd. Her kan du også tanke op, hvis det bliver nødvendigt.’
Kender du en festival, hvor de stadig tager kontanter? Skriv en kommentar!
Haslev Festdages løsning med armbånd eller kort, der kan optankes med kontanter, er klart bedre end ingenting. Dog står der ikke på deres hjemmeside, om man bliver bedt om sit navn eller andre personoplysninger når man opretter det. Det kunne jo være meget fedt, hvis man IKKE gjorde det. Nogen der ved noget om det?