Kommentar: Kontanterne, der ikke vil dø

Jeg er ikke imod det digitale. Jeg er ikke typen, der gemmer mig i en jordhule med bønner, batterier og Biblen, fordi banken har skiftet skrifttype på deres netbank. Jeg bruger da både kort og telefon – ofte på en måde, så kassedamen bliver i tvivl om jeg har tømmermænd eller bare et ildebefindende. Men jeg insisterer på min ret til at bruge kontanter. De er ikke bare et betalingsmiddel – de er frihed i lommeformat.

GEBYR

Det starter ellers ganske uskyldigt: Jeg får min pension udbetalt til min konto i banken – de tager et gebyr for at passe på pengene. Så skal man betale regninger – gebyr igen. Købe noget med kort – gebyr. Overføre penge til børnebørnene – gebyr. Til sidst sidder man tilbage med fornemmelsen af, at man ikke har brugt pengene, men blot betalt for privilegiet at måtte bruge dem. Det svarer til at købe en bil og så få en regning på, at man har tænkt sig at køre i den.

Når jeg går i Netto med en femhundredekrone seddel så føler jeg mig som en cowboy i en moderne western. Kasseren glor på mig som om jeg har forsøgt at betale med falske Pokémonkort. “Vi tager ikke imod så store sedler, når du kun skal købe kartofler”, siger de med en mine, som om jeg havde tilbudt dem noget, jeg havde hevet op af underbukserne. Og nej – det nytter ikke at henvise til Grundloven eller Guds vilje. De peger bare på et lamineret skilt med “Digital betaling foretrækkes”.

PERSONLIG FRIHED

Og det bliver værre: Man må ikke købe en bil kontant, hvis den koster mere end 15.000 kr. Det er ikke en joke. Du kan have sparet op i 20 år, gemt sedler i under din madras, sovet på dine surt tjente penge som en dansk udgave af Onkel Joakim – men når du endelig vil købe en brugt Toyota Yaris for 32.000 kr., så siger staten: “Nej nej, du skal bruge et system vi kan overvåge.”

Undskyld mig – men hvad blev der af den personlige frihed? Hvornår blev det ulovligt at eje sine egne penge i fysisk form – og bruge dem? Det er da ikke staten, der har været oppe hver morgen og knoklet røven ud af bukserne. Det var mig – og mine efterhånden knirkende knæ – og nu vil de diktere, hvordan jeg skal bruge min opsparing?

Det svarer til, at du sparer op til et romantisk restaurantbesøg med konen – og så siger tjeneren: “Vi serverer kun, hvis du bestiller via vores app, identificerer dig med MitID, uploader bevis på din kærlighed og godkender med to-trins-følelse.”

SÅRBARHED

Nej tak. Jeg vil have min ret til at stikke en femhundredekroneseddel i hånden på hvem som helst uden at føle mig som en kriminel. Jeg vil kunne give min nabo en hund for at klippe min hæk uden at skulle sende ham en MobilePay anmodning med emnefelt: “Botanisk ydelse.”

Digitale betalinger er sårbare. Hvis systemet bryder ned – og det gør det jo ofte, som alt andet dansk digitalt – så står vi pludselig og glor på hinanden som zombier uden WiFi. Ingen strøm? Ingen kortbetaling. Cyberangreb? Værsgo, du er økonomisk lammet. Men kontanter – de virker altid. Du kan ikke hacke en tyver.

OVERVÅGNING

Men magthaverne elsker det digitale. Ikke fordi det er nemmere – men fordi det kan overvåges. Hver eneste krone, du bruger, bliver til data. Til en profil. En potentiel kunde. En mistænkelig borger. Det er ikke økonomi – det er kontrol forklædt som fremskridt. “For din egen sikkerhed,” siger de. Jo jo – og Big Brother er bare en onkel, der gerne vil følge med i dit liv.

Så nej, jeg vil ikke af med kontanterne. Jeg vil kunne mærke mine penge, ikke bare se dem som et tal, der hopper op og ned som en ADHD-ramt flue på speed. Jeg vil kunne købe en kop kaffe uden at skulle trykke “Godkend” tre gange og vælge, om jeg vil modtage kvitteringen som lydfil, røgsignal eller telepatisk besked.

Kontanterne er ikke døde. De er bare under pres. Men de nægter at give op. Ligesom mig.’