Kronik af forfatter Per Smidl – tidligere bragt i Politiken:
Iltsvind på land! Hvordan hænger det sammen – skriver jeg i hånden og på dette papir. Helt uden at spørge AI.
Ved Nationalbankens udmelding om bl.a. tusindkronesedlens afskaffelse i 2025 gispede jeg så meget, som nettets greb om min hals tillader. Processen hen imod det helt eller delvist kontantløse samfund fik mig til at tænke på frøen, der ikke opdager at den bliver kogt ihjel, fordi det sker langsomt samt på to episoder fra min ungdom:
Det første billede er fra jeg som ung var fisker i fiskedamme. Når vi ville fange fiskene, lukkede vi (ligeså langsomt) vandet ud af dammen i løbet af natten. Fiskene, der næste morgen ikke havde ret meget vand tilbage, var blevet til en grød, hvorfra den enkelte fisk ikke havde en jordisk chance for at undslippe.
Det andet billede stammer fra dengang jeg stod i et hav af vand til livet og så, hvordan en fiskestime bestående af cirka en milliard individer på brøkdelen af et splitsekund kunne vende nøjagtig SAMTIDIG. Jeg fattede det ikke. Ikke før nu. Snart vil vi mennesker kunne gøre fiskene kunsten efter.
For at der ikke skal herske nogen tvivl, erklærer jeg, at det ved Nationalbankens udmelding ikke længere er fiskeren, jeg identificerer mig med, men fiskene – både dem i dammen, der gispede efter vejret og dem i havet, der som reaktion på en (usynlig) elektrisk impuls kunne bringes til at vende i et lysglimt.
NÅR MAN IKKE KAN VEKSLE
Efter disse ”lignelser” kom jeg i tanker om en episode fra for ganske nylig:
Hvorfor h…… har jeg ikke fået noget at vide om det her? Sådan spurgte jeg mig selv efter at være kommet ud af valutavekselkontoret i Prag – jeg som lytter til orientering på P1 og abonnerer på en daglig papiravis. Jeg som følger med… Hvorfor er jeg af myndigheder og medier blevet bragt i en så penibel situation?
Jeg havde forsøgt at veksle mine danske femhundredekronesedler (min bank har allerede de sidste to år ikke villet forsyne mig med tusindkronesedler) og var blevet afvist uden begrundelse. I femogfyrre år har jeg vekslet danske kontanter i Prag, jeg bruger kontante penge dagligt, og at jeg ikke var blevet orienteret om en så indgribende forandring (i min private hverdagslivsførelse) forekom og forekommer mig ubegribeligt. Jeg skulle være seksten dage i Prag og havde ingen elektroniske penge. Gode råd var så abnormt dyre, at der kun kunne være ét svar på mit indledende spørgsmål: at beslutningstagerne i mit hjemland bevidst havde holdt forandringen skjult for mig. Det stod mig klart, at demokrati for disse beslutningstagere ikke medfører en pligt til at orientere og rådføre sig med statsborgeren om selv de mest indgribende forandringer af dennes hverdag…
Tilbage i Danmark ringede jeg til en journalist med indsigt i sagskomplekset omkring statsmagtens og bankernes digitalisering af borgerne og disse institutioners ønske om at afskaffe kontanter. Han svarede, at Nationalbanken er ophørt med at tage dansk kontant valuta tilbage fra udenlandske banker og vekselbureauer.
Man vil derved forhindre kriminelle i at hvidvaske og bruge deres sorte penge – fik jeg at vide.
Jeg er ikke kriminel!
Men jeg er ikke kriminel, jeg hvidvasker ikke og tjener ikke sorte penge. Jeg foretrækker kontanter, vil bevare en smule privatliv og forhindre at få min helt egen selvudviklede analoge identitet skiftet ud med statens elektroniske. Jeg forsvarer min livsverden og evnen til at glædes imod en udvikling, som gør mennesket afhængigt af strøm, og som er ved at forandre dets væsen.
Hændelsen i Prag og Nationalbankens varslede planer viser, at nettet strammes om mit luftrør. Kontanter skal afskaffes, fordi det ikke kræver elektricitet at bruge dem, og fordi mennesker kan gå rundt med dem i lommen, uden at nogen eller noget ved noget om det. Kontanter skal afskaffes, fordi de står i vejen for den totale digitalisering af mennesket og summen af menneskene, som er samfundet. Fremskridtet kræver handling og det om nødvendigt med vold og magt og åbenbart…hemmelighedskræmmeri.
Hvorfor foretrækker jeg kontanter fremfor elektroniske penge? Og hvorfor er det så vigtigt for mig? Er det ikke bare, fordi jeg er et gammelt vanedyr? Jo, men ikke kun bare.
Da kontanter bare var penge
Engang – længe før den elektroniske revolution, brugte jeg kontanter uden at tænke over hvorfor. Dengang var der ingen andre betalingsmidler, og ingen havde noget andet valg end at bruge dem. Det var ikke et politisk statement endnu. Så kom den elektroniske revolution, og bankerne gjorde det stadig mere umuligt at skaffe og betale med kontanter, mens det samtidig blev gjort nemmere at overføre penge elektronisk.
Antallet af kontante transaktioner faldt, hvilket nu bliver brugt som argument for helt at afskaffe muligheden.
Sideløbende med at kontanternes andel af pengemængden skrumpede, begyndte bankerne selv at ”lave”penge – elektroniske penge.
Bankernes aktionærer fik større afkast, men at det også skulle være en fordel for mig, mennesket (hvis livsmål det er at leve og ikke ”lave” penge) at bytte min uafhængighed ud med permanent afhængighed af det altomfattende elektroniske netværk, som jeg ikke forstår og ingen indflydelse har på om fungerer eller ikke fungerer, og som til enhver tid kan skære mig af og formene mig adgang til mine penge – det er mere tvivlsomt.
For mig er fordelen ikke alene tvivlsom, den er ikke eksisterende. Hvorfor? Fordi jeg er et organisk væsen, en så at sige analog skabning af kød og blod og sjæl, og kontanter harmonerer bedre med det, som er mit formål med at være til: nemlig at blive mig selv og glædes ved tilværelsen. Mit formål med at leve det liv, som er skænket mig, er privat. Det er ikke sammenfaldende hverken med statsmagtens, erhvervslivets, investorernes eller bankernes formål med mig. Staten vil udkommandere mig og organisere arbejdsudbuddet for markedets skyld. Bankerne vil tjene så mange penge på borgerne som muligt. Ingen af delene har noget med mig, min analoge identitet og glæde at gøre. Som menneske er min opgave en anden end at skrabe penge sammen, berige bankerne, betale skat og tjene statens interesse.
Afhængighed
Sprut, ludomani, sociale medier, narko og computerspil. Elektroniske penge. Afhængighed er noget skidt. Når jeg bruger kontanter, er jeg mere privat og mindre afhængig, og jo mindre afhængig jeg er, jo mindre frygter jeg og jo bedre har jeg det med mig selv.
Hvor jeg engang før den elektroniske revolution ikke behøvede tænke over, hvorfor jeg brugte kontanter, har den teknologiske udvikling og den politiske situation tvunget mig til at gøre det nu og det lige nu og her på tryk.
Individuations betingelse!
Autonomi!
For at opleve dyb og varig glæde er jeg nødt til at kende, dvs. erfare essensen af mig selv og dette selvs uafhængighed i eget sind og på egen krop. Jeg har brug for at skabe min egen ”analoge” identitet (hvilket ikke er blevet nemmere af at staten absolut vil påtvinge mig sit Mit-id). Jeg vil aldrig glemme den følelse af frihed, jeg oplevede, dengang jeg som treogtyve årig i løbet af syv uger blaffede på kryds og tværs hen over USA. Den stjerneklare nat jeg rullede min sovepose ud i Texas og så op mod stjernerne. Den nat erfarede jeg med hver en celle i mit væsen betydningen af at ingen eller intet vidste, at jeg befandt mig på den plet jord under Guds himmel. Kun jeg og min skaber vidste det. Kun os to. Den følelse var det, som plantede kimet…
Hvad er da det omvendte af denne følelse? Det omvendte er følelsen af magtesløshed og afhængighed. Af at være prisgivet noget uden for sig selv og ikke kunne undvære en stikkontakt – af at være overvåget og kontrolleret fireogtyve syv i et totalt bureaukrati som det danske statssamfund i dag. I Texas’ ørken var himlen mit tag, og jeg åndede frit. Skulle mine rejsechecks blive stjålet, ville jeg kunne løse problemet næste dag i Amarillo. Jeg forbandt mit væsen med stjernerne og de yderste galakser,jeg mærkede helt ned i solar plexus jorden dreje om sin akse i mig selv.
Mit liv er mit eget
Elektroniske penge er kommet til i min levetid. Når jeg undgår dem, er det af samme grund, som at jeg ikke læser bøger og aviser elektronisk. En paperback i baglommen og kontanter i forlommen. Mit liv er mit eget. Det er noget personligt, som jeg tager hånd om og mærker med mine sanser. Hvad jeg læser og bruger penge til er mit eget anliggende. Medmindre jeg vælger at dele dette aspekt af mit privatliv med andre, holder jeg det for mig selv. Betaler jeg penge for noget, er det en transaktion imellem mig og modtageren. Det rager ingen, heller ikke skattevæsenet hvor jeg køber hvad, hvornår, og hvor meget jeg betaler for det. Alene tanken om at andre eller ”andet” kan spore transaktionen pirker til min paranoia. Ofte er det nok til at jeg afstår.
Havde George Orwell skrevet sin «1984» i dag, ville hans hovedperson Winston Smith ikke have turdet besøge proletarværtshuset og betale for den gamle mands øl med elektroniske penge. Den yngre kvindelige tyske forsker, jeg fulgtes med i taxaen, betalte med en femhundredekroneseddel. Jeg sagde: ”Du betaler kontant!” ”Ja,” svarede hun, ”vi er mange i Tyskland, der ved, hvad statsmagten kan bruge overvågning til!”
”Her i Danmark er mange desværre naive,” sagde jeg og tænkte på min egen historie. Som barn fandt jeg en hundredekrone seddel, som jeg ikke fortalte mine forældre om; og jeg husker, hvordan fundet af en lille grå énøre mønt på fortovet blev omsat til et spejderhagl hos Slikmutter; jeg husker den glæde ved pengesedler, som jeg oplevede første gang jeg kom til Paris og gik rundt med de store flotte franske francsedler i lommen. Sedlerne var det håndgribelige bevis på, at jeg ikke længere var blandt landsmænd, men blandt franskmænd, der havde en anden æstetik end den danske. Pariserne besørgede dengang stadig stående i et hul uden vand i, og deres pengesedler berigede mit ophold i mere end én forstand. Hvilken euforisk følelse var det ikke, da jeg uden en øre på lommen havde solgt en artikel til en dansk avis og på posthuset fik talt femtenhundrede farvestrålende francsedler op. Hvilken herlig fornemmelse at folde sedlerne sammen til et bundt og stikke dem i lommen. At mærke dem imod låret. Følelsen af at træde ud på den åbne solbeskinnede gade med penge, men uden selv at være i lommen på nogen eller noget…
Når forandring ikke fryder
Udsagnet om at forandring fryder er en sandhed med modifikationer. Forandring fryder ikke, når den kommer som det chok jeg beskrev indledningsvist. Når forandring (som i Danmark i dag) er gennemgribende, konstant og bliver tvunget ned i halsen på alt og alle, uden at nogen har noget at skulle have sagt, er det ingen fryd længere.
Jeg kom til verden i 1954 (fem år efter at Orwell udgav ”1984”). Jeg og mine jævnaldrende venner taler om, hvordan verden er forandret nærmest til ukendelighed i vores levetid. Det bliver nævnt, at båndet i dag spoler så sindssygt hurtigt, at enden på det må være nær. Det er en voldsom oplevelse. Kunne vi finde en stopknap at trykke på, gjorde vi det.
Hvordan leve med vemodet over det forgangne og det, som har erstattet det? I det halve dusin barndomsår hvor jeg var feriebarn hos en fisker ved Limfjorden, fiskede vi (masser af) sild i kutteren om efteråret og (masser af) ål om sommeren. Stegt ål og persillesovs var daglig kost. Drikkevandsboringerne var ikke forurenede af pesticider fra landbruget, havskummet indeholdt ikke PFAS. I fiskerhjemmets stue stod telefonapparatet på et lille bord ved lænestolen; og på det sort-hvide fjernsyn var der kun én kanal. Klimaet var en del af skolepensummet i geografi, det var ikke noget medierne beskæftigede sig med og børn bekymrede sig søvnløse og angste om; kommerciel luftfart og industriel turisme var stadig i sin vorden. I 1973 da jeg besøgte Rhodos, var øen et paradis på jord så godt som uberørt af turisme; netværket var ikke blevet kvælende stramt om danske borgeres hals, de var hverken påtvunget cpr-nummer eller havde fået besked om at indlevere egen identitet for i stedet at få udleveret en digital. Registre var ikke samkørt og politikere ikke multiresistente. Penge var kontante betalingsmidler, som mennesker ikke var afhængige af elektroniske algoritmer og Mit-Id for at benytte sig af. Alt hvad der krævedes for at bruge dem var medfødt motorik nok til at pille dem op af pungen. Identitetstyveri var ikke muligt, og når mennesker havde betalt for noget, fik de en kvittering. Betalingen levede ikke videre og kunne ikke spores tilbage til dem. Uanset hvem de var, deres mentale habitus, helbred eller hvordan de havde skaffet pengene var de deres at gøre med, som de ville.
Tankeeksperiment! Ville jerntæppet i Europa nogensinde være blevet løftet, og sovjetdiktaturet kollapset, hvis statsmagten dengang havde haft en helt igennem digitaliseret befolkning? Ét er sikkert: dissidenterne i Tjekkoslovakiet, som etablerede og kørte samizdat (undergrundsforlagsvirksomhed) ville ikke have kunnet operere så frit, som de trods daværende overvågning/skygning og intimidering trods alt kunne.
I samme grad som kontante penge står i vejen for fremskridtet, står elektroniske penge i vejen formenneskets evne til at føle sig fri. Det går for tiden stærkt den gale vej. Kontanterne er ret beset det sidste åndehul, vi har tilbage, før kistelåget skrues helt til over vore hoveder. De danske myndigheder har travlt med at eksekvere beslutningen om – gradvist og lige så umærkeligt – at afskære mennesket fra at benytte kontanter som betalingsmiddel.
Bankernes ædle formål er afkast, statsmagtens kontrol. At afskaffe tusindkronesedlen er ét tiltag, at forhindre statsborgerne i at veksle danske pengesedler i udlandet et andet.
Man mærker hensigten og forstemmes: bankernes opkrævning gebyr af forretningerne for at håndtere deres kontanter! Fremadrettet (som det hedder på cyborgernes sprog) skal det derfor være muligt for forretninger at afvise kontanter. Det er logik for perlehøns, som min biologilærer yndede at sige. Alt bliver konstant nemmere. Det er besværligt at holde sin smartphone i hånden. Folk glemmer den i taxaen. Hvor meget nemmere vil tilværelsen ikke være, når borgeren får en chip indopereret i sit kranium, lader sig oprette med personlig adgangskode som cyborg og betaler med sit glatte ansigt.
Jeg vågner en morgen og skriver: virkeligheden føles mere og mere som et mareridt, efterhånden som flere og flere af vores – menneskets – drømme bliver gjort til virkelighed. Intet synes længere at kunne standse videreudviklingen af AI og afhængige elektricitetsdrevne robotenheder. Kontante penge står en lille smule i vejen for den fagre fremtid, men snart er også det slut. Valget ved skillevejen er et overstået stadium. I dag dikterer rottefængeren retningen. Vi vil forsætte ad den vej, fremskridtet har gennet os ind på. Det vil blive ved, hvis ikke klimakollapset kommer afviklingen i forkøbet og frelser os fra os selv.
Af Per Smidl, forfatter
København december
2023
