Hvad skal man gøre, hvis tingene lige pludselig ikke er som de plejer? Hvis alt det du normalt kan gøre ikke længere virker fordi landet rammes af en ny epidemi? Et cyberangreb, der lægger alt det digitale ned? Strømafbrydelser og oversvømmelser? Eller – det ekstreme tilfælde: Hvis Danmark kommer under direkte angreb fra fjendtlige magter?

HØR FOLK OG SIKKERHED OM BEREDSKAB OG KRISE I PODCASTEN HEROVER

Normalt kigger vi på politiet, hæren, staten og beredskabet i den slags situationer – vi forventer, at der er nogen, der tager sig af det. Men vi har også selv et ansvar: I lande som Norge, Sverige, Finland og Tyskland har staten udsendt foldere til befolkningen fyldt med gode råd om hvad du selv kan gøre, for at undgå at mangle mad, varme og adgang til indkøb.
Her i Danmark har staten ikke henvendt sig til befolkningen omkring eget beredskab siden pjecen ‘Hvis Krigen Kommer’ fra Statsministeriet i 1962 blev husstandsomdelt til hele Danmark.

Sverige: Der kan komme krig her
For kort tid siden, gik den svenske svenske civilforsvarsminister, Carl-Oskar Bohlin, i medierne med en opsigtsvækkende melding, svenskerne skal forberede sig på krig, og hver enkelt borger bør hurtigst muligt få styr på, om de er klar til at kunne klare sig uden mad eller strøm i i hvert fald en periode. Reaktionerne fra danske politikere var yderst afmålte: Man vurderer ikke, der er en direkte militær trussel mod Danmark – og vi behøver ikke gøre noget.
I foreningen Folk og Sikkerhed ser man noget anderledes på den sag – så de har udsendt deres egen beredskabsfolder til befolkningen, i første omgang digitalt, men de håber at finde sponsorer til at få den trykt og husstandsomdelt.
Pjecen hedder #Hvad nu hvis?”.
Jeg har talt med formanden for Folk og Sikkerhed, den tidligere kontra-admiral Torben Ørting Jørgensen.
– Der er et behov for at få nogen anvisninger til, hvad man skal gøre, hvis der sker noget uforudset. Folk reagerer på de udmeldinger der kommer fra et naboland som Sverige, hvor de beder borger være forberedte. Vi kan også se hvad der sker i Ukraine og Gaza, og det skaber en bekymring, vi gerne vil afhjælpe, siger han.

Små katastrofer
I følge Folk og Sikkerhed, er det også små katastrofer, vi også skal ruste os imod.
”Selv en mindre krise kan betyde, at vores samfund ikke fungerer, som vi er vant til. Tænk over, hvordan du og dine nærmeste kan klare jer, hvis Danmark bliver ramt af voldsomme oversvømmelser eller nedbrud på vores forsyningsnet”, skriver de.
– Vi håber vi kan berolige borgerne, ved at lære dem, at man med simple tiltage kan sikre sig selv og sin familie, siger Torben Ørting Jørgensen.
Folk og Sikkerhed opfordrer folk til at have mad og vand, en nødradio så man kan følge med i beredskabsmeddelelser og så taler de også for, at man har kontanter liggende i mindre mængder, stik imod Nationalbankens seneste plan for pengemæssigt beredskab, hvor der satses på offline-dankort betalinger.
– Altså det kunne jo være man gerne ville handle andre steder end i supermarkedet, hvad nu hvis strømmen er gået og så har vi taget bestik af, at kontanter er en anbefaling de har både i Norge og i Sverige, siger Torben Ørting Jørgensen, der selv har en 20 liter vand, lidt mad, et par flasker gas til grillen, “så jeg stadig kan lave mad”  og en ‘passende mængde’ kontanter liggende derhjemme – for en sikkerheds skyld.

HENT FOLDEREN HER: https://folkogsikkerhed.dk/folk-sikkerhed-udgiver-beredskabsfolderen-hvad-nu-hvis/

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *