Indlæg

Det er dyrt at bruge kreditkort.
Det er vi nogen, der har haft på fornemmelsen længe, men nu har australierne fået helt konkrete tal på bordet: Tal fra den Australske nationalbank viser nemlig, at indbyggerne mister 960.26 millioner australske dollar, svarende til 4,2 milliarder danske kroner om året i gebyrer til bankerne, når de betaler med kort i stedet for kontanter!
Det har fået den australske nationalbank til at kræve, at bankerne sætter gebyrerne ned og true med tvangsindgreb.

Kontantløst
ABC har talt med Alex, en australier, der ligesom de fleste ville foretrække at bruge kontanter til alting. Men det er ikke helt nemt længere:
“Vi er på vej mod et kontantløst samfund, og der er mange steder, hvor man ikke tager imod kontanter mere, og så hænger du jo på at bruge kort, hvad skal man ellers gøre?”, siger han.
Australien har ikke en kontantpligt som den vi har – endnu – i Danmark.

Læs hele historien her:
https://www.abc.net.au/news/2024-03-04/australians-lose-one-billion-in-surcharges-least-cost-routing/103530946

Anders Kjærulff, bevar kontanter og Kasper SKov-Mikkelsen fra SikkerhedsBranchen før fortrædet for Erhvervsudvalget.
Anders Kjærulff, bevar kontanter og Kasper SKov-Mikkelsen fra SikkerhedsBranchen før fortrædet for Erhvervsudvalget.

Anders Kjærulff, Bevar Kontanter(tv) og Kasper Skov-Mikkelsen fra SikkerhedsBranchen før fortrædet for Erhvervsudvalget.

Bevar Kontanter og Sikkerhedsbranchen var den 25. januar i fortræde for folketingets erhversudvalg. Anledningen er L94, et lovforslag, der tydeligvis er hastet igennem, hvor man vil sænke max-beløbet for kontante handler fra de nuværende 20.000 kr til 15.000 kr.
Vi har valgt at lægge det vi sagde til udvalget frem her:

KASPER SKOV-MIKKELSEN: Vi har været her før for at fortælle jer, at det at I gør det sværere og sværere at betale med kontanter via salamimetoder, hvor I lemper kontantpligten, afskaffer 1000 kr sedlen og strammer hvidvaskloven – det kommer til at ende med at I helt afskaffer kontanterne.
Jeg kan sige på vegne af dem, der håndterer pengene og har nationalbankdepoterne, at vi er nede i en kontantmængde, der er så lav, at vi snart må dreje nøglen om, og så forsvinder infrastrukturen til at håndtere kontanterne.
Og det vil i realiteten betyde dødsstødet til kontanterne.
Og nu vil jeg overlade ordet til Anders, journalist og aktivist der driver Bevar Kontanter og har den borgernære vinkel.

 

ANDERS KJÆRULFF: Bevægelsen Bevar Kontanter er meget bekymrede over at se og høre, hvordan de mange lovlydige borgere, der ønsker at betale med kontanter kriminaliseres.
Jeg bruger kontanter. Min mor gør. Unge mennesker gør. Gamle og svage og udsatte borgere gør.
Selv de mest pessimistiske beregninger anslår, at højst 1-2 procent af de penge, der bruges i samfundet, har noget med sort arbejde eller kriminalitet at gøre. Det gælder også kontanter og det vil sige, at 98 procent at de borgere der bruger kontanter er lovlydige.
De burde behandles bedre end de bliver i dag.
Som en der kører en stor Facebookside og et website om kontanter, kommer jeg meget i kontakt med danskere, der bruger kontanter.
Også små erhvervsdrivende, der er kede af voldsomme prisstigninger på MobilePay og vildt hidsige gebyrer på brug af kort og byttepenge.

Hvis kontanterne forsvinder helt, er der åbent for endnu flere og større gebyrer fra bankerne.
Og det bliver de erhvervsdrivende og forbrugerne, der får regningen.

De fleste almindelige kontantbrugere er kede af den stigmatisering, de er ude for – de er lovlydige borgere, men får konstant at vide at deres måde at bruge penge på er mærkelig, snusket, ja, kriminel.
Jeg mener erhvervsudvalget burde tænke over borgernes ret til at bruge deres penge som det passer dem – især da, når man gang på gang understreger fra Nationalbankens side, at kontanter stadig ER et gængs betalingsmiddel, ikke en slags matadorpenge vi har lidt for sjov?

For selvom Nationalbanken med et fiffigt regnestykke er nået frem til, at kun 1 procent af danskerne er HELT afhængige af kontanter, så er der 25 procent af os, der er digitalt udfordrede af den ene eller anden grund, et tal, der ikke falder i fremtiden.
Og den der ene procent: Det er blandt andet handicappede og hjemløse. Skal de ikke også være her og kunne bruge deres penge som alle andre?
Kunne gå i biografen og på cafe og i butikker?

Vi udsættes for netbank-svindel som aldrig før.
I årets første seks måneder af 2023 er det sket 5.212 gange! Det er en fordobling i forhold til sidste år. Nationalt Center for It-Kriminalitet modtog i 2022 27.066 anmeldelser om it-relateret økonomisk kriminalitet.
Alligevel hører jeg ikke politikere og banker tale for, at vi skal begrænse brugen og omfanget af digitale betalinger.
Og uden kontanter, spilles borgerne direkte i hænderne på techgiganterne og deres data-mining.

NEDSÆTTELSEN af det maksimale beløb ved kontante handler fra 20.000 til sølle 15.000 er endnu et stykke salamimetode, endnu en skive skåret af muligheden for at bruge kontanter.
Og mere snak om at lempe den i forvejen hullede kontantpligt vil ødelægge al tillid til kontante betalinger.
Kontanter er elskede af danskerne. Ifølge en undersøgelse fra userneeds fra 2020 med 1000 adspurgte ønsker 74 procent af os IKKE et kontantløst samfund.
Samme ¾ dele af befolkningen ser det som en rettighed og en god ting, at man kan hæve alle sine penge fra bankerne- i kontanter.
Kontanter er på forbrugernes, borgernes side. Man kan ikke lægge gebyrer på dem, de kan ikke stjæles ved svindel på nettet og de efterlader ikke elektroniske spor om værtshusbesøg eller en konsultation hos psykologen.
Kontanter beskytter vores privatliv mod overvågning og datamining – og de kan ikke hackes.

Fra Bevar Kontanters side håber vi erhvervsudvalget vil medvirke til at gøre det mindre kriminelt at være en lovlydig borger, der bruger kontanter. At det accepteres som en lovlig og rimelig måde at leve på.
Men kontanter har brug for hjælp, hvis de ikke skal dø.
I kunne lempe eller tilpasse hvidvasklovene, så bankerne ikke bruger den til at genere borgere, der vil sætte deres analoge penge ind på kontoen eller bare hæve 8000 kroner i kontanter til en konfirmationsgave. Og ja, det sker. Spørg Hans Jørgen Bonnichsen, tidl. PET-chef, der var gennem et 3degrads forhør i egen bank gennem 46 år for netop det: Hæve sølle 8000 kr til en gave.
Eller prøv selv.
Hvis der da findes et sted I kan hæve den slags penge, for bankerne overholder som eneste branche ikke kontantpligten.
I kunne også arbejde på at sætte maksbeløbet for kontante handler op igen. Måske endda helt op til Europakommisionens anbefalinger på max 10.000 euro.

Nuværende kontantfjendske politik svarer til at kontantkunder kun må køre i biler med en makshastighed på 40 km/t på en cykelsti, hvor de stoppes konstant af politi mens alle andre får lov at drøne forbi på motorvejen med speederen i bund…
Det er ikke rimeligt overfor de 98 procent ærlige borgere der bruger kontanter.

De fortjener bedre end at blive kaldt kriminelle.

 

KASPER SKOV-MIKKELSEN:
Kontanterne er ikke bare et værn omkring privatlivsbeskyttelse og en hjælp til de svage – det er også et værn mod cyber-angreb og en del af hele samfundets robusthed.
VI er jo mere eller mindre i krig – sådan ser Rusland i hvert fald på det.

Og landene omkring os, Sverige, Norge, Tyskland, forbereder deres befolkninger på krig eller krise, blandt andet ved at opfordre borgerne til at have mindre mængder kontanter liggende, så de kan klare sig en uges tid.
Herhjemme arbejder stærke kræfter, herunder jer her i udvalget, alt hvad I kan på at afskaffe kontanterne og dermed gøre vores samfund og borgerne betydeligt mere sårbare.

Jeg synes, det er betydeligt vigtigere at tage hånd om vores samfunds robusthed, privatlivsbeskyttelsen og de svage i samfundet, end at sikre bankerne et endnu større overskud og de store detailhandelskæder en smule lettelse af administrationen.
Og det er NU i skal udvise rettidig omhu – for lige om lidt så er kontanterne væk – og de kommer ikke bare lige tilbage.

I stedet for at bekæmpe kontanterne har vi alle sammen brug for, at I holder hånden under dem.
VI foreslår derfor at:

  • bankerne pålægges krav om at overholde kontantreglen på lige fod med Forretningsdrivende.
  • bankerne dækker hele landet med bemandede kontantkasser.
  • loftet for kontantkøb hæves

Kronik af forfatter Per Smidl – tidligere bragt i Politiken:

Iltsvind på land! Hvordan hænger det sammen – skriver jeg i hånden og på dette papir. Helt uden at spørge AI.

Ved Nationalbankens udmelding om bl.a. tusindkronesedlens afskaffelse i 2025 gispede jeg så meget, som nettets greb om min hals tillader. Processen hen imod det helt eller delvist kontantløse samfund fik mig til at tænke på frøen, der ikke opdager at den bliver kogt ihjel, fordi det sker langsomt samt på to episoder fra min ungdom:

Det første billede er fra jeg som ung var fisker i fiskedamme. Når vi ville fange fiskene, lukkede vi (ligeså langsomt) vandet ud af dammen i løbet af natten. Fiskene, der næste morgen ikke havde ret meget vand tilbage, var blevet til en grød, hvorfra den enkelte fisk ikke havde en jordisk chance for at undslippe.

Det andet billede stammer fra dengang jeg stod i et hav af vand til livet og så, hvordan en fiskestime bestående af cirka en milliard individer på brøkdelen af et splitsekund kunne vende nøjagtig SAMTIDIG. Jeg fattede det ikke. Ikke før nu. Snart vil vi mennesker kunne gøre fiskene kunsten efter.

For at der ikke skal herske nogen tvivl, erklærer jeg, at det ved Nationalbankens udmelding ikke længere er fiskeren, jeg identificerer mig med, men fiskene – både dem i dammen, der gispede efter vejret og dem i havet, der som reaktion på en (usynlig) elektrisk impuls kunne bringes til at vende i et lysglimt.

NÅR MAN IKKE KAN VEKSLE
Efter disse ”lignelser” kom jeg i tanker om en episode fra for ganske nylig:

Hvorfor h…… har jeg ikke fået noget at vide om det her? Sådan spurgte jeg mig selv efter at være kommet ud af valutavekselkontoret i Prag – jeg som lytter til orientering på P1 og abonnerer på en daglig papiravis. Jeg som følger med… Hvorfor er jeg af myndigheder og medier blevet bragt i en så penibel situation?

Jeg havde forsøgt at veksle mine danske femhundredekronesedler (min bank har allerede de sidste to år ikke villet forsyne mig med tusindkronesedler) og var blevet afvist uden begrundelse. I femogfyrre år har jeg vekslet danske kontanter i Prag, jeg bruger kontante penge dagligt, og at jeg ikke var blevet orienteret om en så indgribende forandring (i min private hverdagslivsførelse) forekom og forekommer mig ubegribeligt. Jeg skulle være seksten dage i Prag og havde ingen elektroniske penge. Gode råd var så abnormt dyre, at der kun kunne være ét svar på mit indledende spørgsmål: at beslutningstagerne i mit hjemland bevidst havde holdt forandringen skjult for mig. Det stod mig klart, at demokrati for disse beslutningstagere ikke medfører en pligt til at orientere og rådføre sig med statsborgeren om selv de mest indgribende forandringer af dennes hverdag…

Tilbage i Danmark ringede jeg til en journalist med indsigt i sagskomplekset omkring statsmagtens og bankernes digitalisering af borgerne og disse institutioners ønske om at afskaffe kontanter. Han svarede, at Nationalbanken er ophørt med at tage dansk kontant valuta tilbage fra udenlandske banker og vekselbureauer.
Man vil derved forhindre kriminelle i at hvidvaske og bruge deres sorte penge – fik jeg at vide.

Jeg er ikke kriminel!
Men jeg er ikke kriminel, jeg hvidvasker ikke og tjener ikke sorte penge. Jeg foretrækker kontanter, vil bevare en smule privatliv og forhindre at få min helt egen selvudviklede analoge identitet skiftet ud med statens elektroniske. Jeg forsvarer min livsverden og evnen til at glædes imod en udvikling, som gør mennesket afhængigt af strøm, og som er ved at forandre dets væsen.

Hændelsen i Prag og Nationalbankens varslede planer viser, at nettet strammes om mit luftrør. Kontanter skal afskaffes, fordi det ikke kræver elektricitet at bruge dem, og fordi mennesker kan gå rundt med dem i lommen, uden at nogen eller noget ved noget om det. Kontanter skal afskaffes, fordi de står i vejen for den totale digitalisering af mennesket og summen af menneskene, som er samfundet. Fremskridtet kræver handling og det om nødvendigt med vold og magt og åbenbart…hemmelighedskræmmeri.

Hvorfor foretrækker jeg kontanter fremfor elektroniske penge? Og hvorfor er det så vigtigt for mig? Er det ikke bare, fordi jeg er et gammelt vanedyr? Jo, men ikke kun bare.

Da kontanter bare var penge
Engang – længe før den elektroniske revolution, brugte jeg kontanter uden at tænke over hvorfor. Dengang var der ingen andre betalingsmidler, og ingen havde noget andet valg end at bruge dem. Det var ikke et politisk statement endnu. Så kom den elektroniske revolution, og bankerne gjorde det stadig mere umuligt at skaffe og betale med kontanter, mens det samtidig blev gjort nemmere at overføre penge elektronisk.

Antallet af kontante transaktioner faldt, hvilket nu bliver brugt som argument for helt at afskaffe muligheden.

Sideløbende med at kontanternes andel af pengemængden skrumpede, begyndte bankerne selv at ”lave”penge – elektroniske penge.
Bankernes aktionærer fik større afkast, men at det også skulle være en fordel for mig, mennesket (hvis livsmål det er at leve og ikke ”lave” penge) at bytte min uafhængighed ud med permanent afhængighed af det altomfattende elektroniske netværk, som jeg ikke forstår og ingen indflydelse har på om fungerer eller ikke fungerer, og som til enhver tid kan skære mig af og formene mig adgang til mine penge – det er mere tvivlsomt.

For mig er fordelen ikke alene tvivlsom, den er ikke eksisterende. Hvorfor? Fordi jeg er et organisk væsen, en så at sige analog skabning af kød og blod og sjæl, og kontanter harmonerer bedre med det, som er mit formål med at være til: nemlig at blive mig selv og glædes ved tilværelsen. Mit formål med at leve det liv, som er skænket mig, er privat. Det er ikke sammenfaldende hverken med statsmagtens, erhvervslivets, investorernes eller bankernes formål med mig. Staten vil udkommandere mig og organisere arbejdsudbuddet for markedets skyld. Bankerne vil tjene så mange penge på borgerne som muligt. Ingen af delene har noget med mig, min analoge identitet og glæde at gøre. Som menneske er min opgave en anden end at skrabe penge sammen, berige bankerne, betale skat og tjene statens interesse.

Afhængighed
Sprut, ludomani, sociale medier, narko og computerspil. Elektroniske penge. Afhængighed er noget skidt. Når jeg bruger kontanter, er jeg mere privat og mindre afhængig, og jo mindre afhængig jeg er, jo mindre frygter jeg og jo bedre har jeg det med mig selv.

Hvor jeg engang før den elektroniske revolution ikke behøvede tænke over, hvorfor jeg brugte kontanter, har den teknologiske udvikling og den politiske situation tvunget mig til at gøre det nu og det lige nu og her på tryk.

Individuations betingelse!
Autonomi!
For at opleve dyb og varig glæde er jeg nødt til at kende, dvs. erfare essensen af mig selv og dette selvs uafhængighed i eget sind og på egen krop. Jeg har brug for at skabe min egen ”analoge” identitet (hvilket ikke er blevet nemmere af at staten absolut vil påtvinge mig sit Mit-id). Jeg vil aldrig glemme den følelse af frihed, jeg oplevede, dengang jeg som treogtyve årig i løbet af syv uger blaffede på kryds og tværs hen over USA. Den stjerneklare nat jeg rullede min sovepose ud i Texas og så op mod stjernerne. Den nat erfarede jeg med hver en celle i mit væsen betydningen af at ingen eller intet vidste, at jeg befandt mig på den plet jord under Guds himmel. Kun jeg og min skaber vidste det. Kun os to. Den følelse var det, som plantede kimet…

Hvad er da det omvendte af denne følelse? Det omvendte er følelsen af magtesløshed og afhængighed. Af at være prisgivet noget uden for sig selv og ikke kunne undvære en stikkontakt – af at være overvåget og kontrolleret fireogtyve syv i et totalt bureaukrati som det danske statssamfund i dag. I Texas’ ørken var himlen mit tag, og jeg åndede frit. Skulle mine rejsechecks blive stjålet, ville jeg kunne løse problemet næste dag i Amarillo. Jeg forbandt mit væsen med stjernerne og de yderste galakser,jeg mærkede helt ned i solar plexus jorden dreje om sin akse i mig selv.

Mit liv er mit eget
Elektroniske penge er kommet til i min levetid. Når jeg undgår dem, er det af samme grund, som at jeg ikke læser bøger og aviser elektronisk. En paperback i baglommen og kontanter i forlommen. Mit liv er mit eget. Det er noget personligt, som jeg tager hånd om og mærker med mine sanser. Hvad jeg læser og bruger penge til er mit eget anliggende. Medmindre jeg vælger at dele dette aspekt af mit privatliv med andre, holder jeg det for mig selv. Betaler jeg penge for noget, er det en transaktion imellem mig og modtageren. Det rager ingen, heller ikke skattevæsenet hvor jeg køber hvad, hvornår, og hvor meget jeg betaler for det. Alene tanken om at andre eller ”andet” kan spore transaktionen pirker til min paranoia. Ofte er det nok til at jeg afstår.

Havde George Orwell skrevet sin «1984» i dag, ville hans hovedperson Winston Smith ikke have turdet besøge proletarværtshuset og betale for den gamle mands øl med elektroniske penge. Den yngre kvindelige tyske forsker, jeg fulgtes med i taxaen, betalte med en femhundredekroneseddel. Jeg sagde: ”Du betaler kontant!” ”Ja,” svarede hun, ”vi er mange i Tyskland, der ved, hvad statsmagten kan bruge overvågning til!”

”Her i Danmark er mange desværre naive,” sagde jeg og tænkte på min egen historie. Som barn fandt jeg en hundredekrone seddel, som jeg ikke fortalte mine forældre om; og jeg husker, hvordan fundet af en lille grå énøre mønt på fortovet blev omsat til et spejderhagl hos Slikmutter; jeg husker den glæde ved pengesedler, som jeg oplevede første gang jeg kom til Paris og gik rundt med de store flotte franske francsedler i lommen. Sedlerne var det håndgribelige bevis på, at jeg ikke længere var blandt landsmænd, men blandt franskmænd, der havde en anden æstetik end den danske. Pariserne besørgede dengang stadig stående i et hul uden vand i, og deres pengesedler berigede mit ophold i mere end én forstand. Hvilken euforisk følelse var det ikke, da jeg uden en øre på lommen havde solgt en artikel til en dansk avis og på posthuset fik talt femtenhundrede farvestrålende francsedler op. Hvilken herlig fornemmelse at folde sedlerne sammen til et bundt og stikke dem i lommen. At mærke dem imod låret. Følelsen af at træde ud på den åbne solbeskinnede gade med penge, men uden selv at være i lommen på nogen eller noget…

Når forandring ikke fryder
Udsagnet om at forandring fryder er en sandhed med modifikationer. Forandring fryder ikke, når den kommer som det chok jeg beskrev indledningsvist. Når forandring (som i Danmark i dag) er gennemgribende, konstant og bliver tvunget ned i halsen på alt og alle, uden at nogen har noget at skulle have sagt, er det ingen fryd længere.

Jeg kom til verden i 1954 (fem år efter at Orwell udgav ”1984”). Jeg og mine jævnaldrende venner taler om, hvordan verden er forandret nærmest til ukendelighed i vores levetid. Det bliver nævnt, at båndet i dag spoler så sindssygt hurtigt, at enden på det må være nær. Det er en voldsom oplevelse. Kunne vi finde en stopknap at trykke på, gjorde vi det.

Hvordan leve med vemodet over det forgangne og det, som har erstattet det? I det halve dusin barndomsår hvor jeg var feriebarn hos en fisker ved Limfjorden, fiskede vi (masser af) sild i kutteren om efteråret og (masser af) ål om sommeren. Stegt ål og persillesovs var daglig kost. Drikkevandsboringerne var ikke forurenede af pesticider fra landbruget, havskummet indeholdt ikke PFAS. I fiskerhjemmets stue stod telefonapparatet på et lille bord ved lænestolen; og på det sort-hvide fjernsyn var der kun én kanal. Klimaet var en del af skolepensummet i geografi, det var ikke noget medierne beskæftigede sig med og børn bekymrede sig søvnløse og angste om; kommerciel luftfart og industriel turisme var stadig i sin vorden. I 1973 da jeg besøgte Rhodos, var øen et paradis på jord så godt som uberørt af turisme; netværket var ikke blevet kvælende stramt om danske borgeres hals, de var hverken påtvunget cpr-nummer eller havde fået besked om at indlevere egen identitet for i stedet at få udleveret en digital. Registre var ikke samkørt og politikere ikke multiresistente. Penge var kontante betalingsmidler, som mennesker ikke var afhængige af elektroniske algoritmer og Mit-Id for at benytte sig af. Alt hvad der krævedes for at bruge dem var medfødt motorik nok til at pille dem op af pungen. Identitetstyveri var ikke muligt, og når mennesker havde betalt for noget, fik de en kvittering. Betalingen levede ikke videre og kunne ikke spores tilbage til dem. Uanset hvem de var, deres mentale habitus, helbred eller hvordan de havde skaffet pengene var de deres at gøre med, som de ville.

Tankeeksperiment! Ville jerntæppet i Europa nogensinde være blevet løftet, og sovjetdiktaturet kollapset, hvis statsmagten dengang havde haft en helt igennem digitaliseret befolkning? Ét er sikkert: dissidenterne i Tjekkoslovakiet, som etablerede og kørte samizdat (undergrundsforlagsvirksomhed) ville ikke have kunnet operere så frit, som de trods daværende overvågning/skygning og intimidering trods alt kunne.

I samme grad som kontante penge står i vejen for fremskridtet, står elektroniske penge i vejen formenneskets evne til at føle sig fri. Det går for tiden stærkt den gale vej. Kontanterne er ret beset det sidste åndehul, vi har tilbage, før kistelåget skrues helt til over vore hoveder. De danske myndigheder har travlt med at eksekvere beslutningen om – gradvist og lige så umærkeligt – at afskære mennesket fra at benytte kontanter som betalingsmiddel.

Bankernes ædle formål er afkast, statsmagtens kontrol. At afskaffe tusindkronesedlen er ét tiltag, at forhindre statsborgerne i at veksle danske pengesedler i udlandet et andet.

Man mærker hensigten og forstemmes: bankernes opkrævning gebyr af forretningerne for at håndtere deres kontanter! Fremadrettet (som det hedder på cyborgernes sprog) skal det derfor være muligt for forretninger at afvise kontanter. Det er logik for perlehøns, som min biologilærer yndede at sige. Alt bliver konstant nemmere. Det er besværligt at holde sin smartphone i hånden. Folk glemmer den i taxaen. Hvor meget nemmere vil tilværelsen ikke være, når borgeren får en chip indopereret i sit kranium, lader sig oprette med personlig adgangskode som cyborg og betaler med sit glatte ansigt.

Jeg vågner en morgen og skriver: virkeligheden føles mere og mere som et mareridt, efterhånden som flere og flere af vores – menneskets – drømme bliver gjort til virkelighed. Intet synes længere at kunne standse videreudviklingen af AI og afhængige elektricitetsdrevne robotenheder. Kontante penge står en lille smule i vejen for den fagre fremtid, men snart er også det slut. Valget ved skillevejen er et overstået stadium. I dag dikterer rottefængeren retningen. Vi vil forsætte ad den vej, fremskridtet har gennet os ind på. Det vil blive ved, hvis ikke klimakollapset kommer afviklingen i forkøbet og frelser os fra os selv.

Af Per Smidl, forfatter

København december

2023

Hør Per Smidl fortælle om sit forhold til kontanter her

fra nationalbankens hjemmeside - og deres forslag til et beredskab uden kontanter

I de lande der omgiver os, Norge, Sverige, Finland og Tyskland, opfordres borgerne til at have kontanter liggende som en del af et civilt nødberedskab, hvis betalings-infrastrukturen skulle blive ramt at cyberangreb, strømafbrydelse eller decideret ødelæggelse i forbindelse med krig. Her i Danmark nægter regeringen overhovedet at tale om den slags og den danske Nationalbank mener ifølge en ny, omdiskuteret analyse slet ikke at kontanter dur til betalings-beredskab – i stedet anbefaler de såkaldt ‘off-line-kort-betalinger’ med chipdankort i butikkerne. Det mener formanden for IT-politisk forening, Jesper Lund, er en virkelig dårlig ide.
Hør hans argumenter i podcasten herover.

I en rapport fra november 2023, ‘Offline-betalinger som Betalings-beredskab‘ skriver Nationalbanken blandt andet: ‘I Danmark kan offline-betalinger med betalingskort udgøre et samfundsdækkende betalingsberedskab’ ‘En offline-betaling foretages som en almindelig kortbetaling og kræver derfor blot, at man bruger et fysisk betalingskort og indtaster en pinkode. Selvom der er begrænsninger i brugen af offline-kortbetalinger, vil de fleste danske borgere kunne opretholde et basalt forbrug i ca. 10 dage med et betalingskort.’

Offline med store problemer

Men ifølge Jesper Lund, der er formand for IT-politisk forening og har læst rapporten, holder Nationalbankens argumenter for off-line-dankort ikke vand.
– Ideen er jo, at du kan bruge dit dankort uden at man har kontakt til serverne hos bankerne. Og det kan ganske rigtigt lade sig gøre via visse betalingsterminaler via de kort, der har en indbygget chip. Men det at det kræver chip, udelukker allerede gængse digitale betalingsmetoder som Apple-pay, Google-pay og Mobilepay og alle de andre kreditkort, der ikke har en chip. Der er også rigtig mange banker, der slet ikke tilbyder offline-betaling via dankortet, da det jo kræver at banken tager en risiko, hvis der nu ikke er penge på kontoen. Hvis dit kort ikke understøtter off-linebetaling, så er Nationalbankens eneste råd, at du så får endnu et betalingskort til en bank, der har, et kort man så kan få lov at betale gebyrer for hos banken, siger Jesper Lund.
Ingen banker er i øvrigt åbne omkring hvor store beløb man egentlig kan hæve offline, men det er meget forskelligt.

Hvem skal tage tabet?
Nationalbanken nævner faktisk selv i deres egen rapport, at der er seriøse problemer med offline-betaling, der skal adresseres: Der skal være en aftale med kortudstederen om offlinebetaling, det skal virke ude hos supermarkeder og i butikker, hvilket kræver at alle bruger samme type betalingsterminaler og sidst men ikke mindst, så skal der altså være en aftale mellem butikkerne og bankerne om, hvem der tager tabet, hvis der ikke er penge på kontoen – det kan nemlig ikke tjekkes, hvis dankortet er off-line.
– Rapporten vil ikke fortælle os, hvilke kort, der ikke virker offline. Og bankerne vil heller ikke. Så vi ved ikke engang om vores kort vil virke. Og ingen af de andre problemer er løst. Det virker simpelthen som om Nationalbanken ikke vil anerkende kontanter, og så går man til ekstremer og markedsfører det her i stedet, siger altså Jesper Lund, der samtidig konstaterer, at hvis det var kontanter, der blev brugt i stedet, ville tabs-problematikken f.eks. helt forsvinde.

Hæv pengene før det sker
Nationalbanken mener som sagt ikke at kontanter dur som betalings-beredskab, helt modsat  den Europæiske Centralbank, der siden Ruslands invasion af Ukraine har sat ekstra tryk på seddelpressen, så de kan følge med EU-borgernes stigende ønske om kontanter til netop beredskab.
Den danske Nationalbank benytter sig af to argumenter imod kontanter som beredskab.
For det første mener de ikke at systemet i form af kontantautomater ville kunne følge med behovet for kontanter, hvis der opstod en krise.
For det andet antager de, at hvis strømmen er gået, så kan man alligevel ikke købe ind.
Men den køber Jesper Lund ikke.
– Ideen med et betalings-beredskab er jo netop at sikre, at borgerne hæver og har kontanterne  FØR der sker noget, så de er klar, HVIS der sker noget. Det vil selvfølgelig kræve en større mængde kontanter i samfundet som sådan, men Nationalbanken kan jo bare trykke flere? Og mon ikke det er nødvendigt at kunne købe noget, selvom der ikke er strøm – måske ikke fra køledisken, men så andre varer? Det virker somom Nationalbanken er decideret kontantfjendsk, konstaterer Jesper Lund, formand for IT-politisk forening.

Norge og Sverige: Brug Kontanter
Det norske ‘Direktoratet for samfunnssikkerhet og beredskap (DSB)’ anbefaler at have lidt kontanter liggende – det kan du læse om her: https://www.dr.dk/nyheder/udland/dette-boer-alle-nordmaend-have-paa-lager-hvis-de-bliver-ramt-af-krig-terror-eller
– Klimaforandringerne har bidraget til mere ekstremt vejr, som kan betyde, at kritisk infrastruktur som strøm, vand og afløb, mobilnet og transport bliver lammet, siger Cecilie Daae, der er direktør i DSB, til NRK.
Svenskerne har længe anbefalet kontanter i deres piece: ‘Om krisen eller krigen kommer’. 
Men ikke i Danmark, hvor forsvarsminister Troels Lund Poulsen afviser at der er behov for noget lignende.
‘Russerne står her ikke i morgen’, som han sagde til DR, efter svenskernes minister for civilt forsvar, Carl-Oskar Bohlinm, gik i medierne med en direkte henvendelse til befolkningen: ‘Der kan blive krig i Sverige’, sagde han.

Eksperter i beredskab: Brug kontanter
Når staten ikke vil, er der andre, der tager over.
Herhjemme har foreningen Folk og Sikkerhed udgivet en folder med gode råd til eget-beredskab, ‘Hvad Nu Hvis?’, hedder den.
Man bør kunne klare sig selv i omkring en uge med ting som konserves, tæpper, alternativ varmekilde, batterier, løse kontanter, batteridrevet radio og en powerbank til telefonen, skriver de.
BEREDSKABSFORBUNDET minder også om, at du skal huske at have kontanter derhjemme hvis strømmen går.
– Nationalbanken tænker meget anderledes end den Europæiske Centralbank, der selvfølgelig levere kontanter, når folk efterspørger dem. Måske giver nationalbanken efter for de private banker, der meget gerne vil af med kontanter, fordi de hellere vil tjene penge på gebyrer og helst vil lukke deres betjente filialer. Og så er der også nogen meget kraftige overvågningsmæssige incitamenter fra staten til at komme af med anonyme betalingsmidler, det skal man heller ikke undervurdere, siger Jesper Lund, IT-politisk forening.

Hvis strømmen går
Rasmus Dahlberg, faglig leder af Center for Samfundssikkerhed på Forsvarsakademiet forklarer her til DR, hvad der vil ske hvis strømmen går:
Du vil ikke kunne købe ind nede i dit lokale supermarked med dit betalingssystem, og efter nogle døgn vil du også opleve, at du ikke kan tanke din bil, hvis du kører fossilt, fordi hele det netværk, der understøtter levering af brændstof, holder op med at virke, siger han og fortsætter:
– Og på et tidspunkt forsvinder varmen også i din radiator, og vandtrykket i din vandhane falder, sagde han til DR.
Det fremgår ikke af Nationalbankens rapport, om man har beredskabstestet off-line-betalingskort løsningen under et simuleret nedbrud.
Herfra Bevar Kontanter må vi så nøjes med at minde om, at kontanter testes hver eneste dag.

 

Hør også podcasten om afskaffelsen af 1000 kr sedlen – ‘Danmarkshistoriens største tyveri?’ – lyt her!

Læs om ‘Deterrence by Denial’ – hvorfor et kontantløst samfund risikerer FLERE angreb end et med kontanter – analyse ved militæranalytiker Anders Puck Nielsen

NATIONALBANKENS RAPPORT HER: https://www.nationalbanken.dk/da/viden-og-nyheder/publikationer-og-taler/analyse/2023/offline-kortbetalinger-som-betalingsberedskab

Morten Bødskovs følgebrev til l94

Så kom det forventede lovforslag, l94, der næsten ikke har nået at være i høring: Erhversministeriet ønsker at stramme hvidvaskreglerne yderligere, så vi nu kun må betale 15.000 kr kontant i en handel.
I en ikke særlig fjern fortid var der slet ikke noget maks-beløb for den slags, EU og eurozonen har et maxbeløb på 10.000 euro(ca 70.000 kr!) men her i Danmark er vi så kriminelle og hvidvasksekretariatet har fået hvidvask så meget på hjernen, at maksbeløbet først blev nedsat til 50.000 kr, så 20.000 for to år siden, og nu, hvis Erhvervsministeriet får deres forslag stemt igennem: sølle 15.000 kr i kontanter per handel!

De indkaldte sedler
Hvorfor er det så vigtigt, kan man spørge sig selv og jo, det er også noget rod.
I den fremsættelsestale  Erhvervsminister Bødskov har vedlagt lovforslaget skriver han blandt andet: ‘Lovforslaget skal styrke værnet mod hvidvask i detailhandlen i forbindelse med seddelindkaldelsen ved at nedsætte kontantforbudsgrænsen fra 20.000 kr. til 15.000 kr. Hermed mindskes risikoen for, at den del af de indkaldte pengesedler, der er  forbundet med kriminel aktivitet, bliver sat i cirkulation i detailhandelen. Kontanter vil i højere grad blive indløst via bankerne, som er omfattet af hvidvaskloven og har personale, der er uddannet til at håndtere kontantindbetalinger under iagttagelse af hvidvaskreglerne’.
Så det ministeren laver, er et forsøg på at lave ‘damage-control’ på den dårligt planlagte udfasning af 1000 kr sedlen – det skal vi så alle sammen bøde for, igen!

Kriminalisering
Ministeren, der endnu engang kriminalisere de borgere, der har sparet kontanter op gennem mange år og ikke kan forventes at kunne redegøre for dem iflg. hvidvaskreglementet, ønsker altså at gøre det endnu sværere at bruge de 1000 kr sedler, de har liggende!

Det er trist, synes vi her hos Bevar Kontanter! Ekstremt nedladende overfor de ærlige danskere, der har kontanter liggende og endnu et angreb på vores ret til selv at bestemme hvad vi vil bruge vores penge til – og hvordan!

Hvis du er medlem af et parti vil vi gerne opfordre dig til at skrive til dine politikere, og bede dem stemme nej til l94!
Mind dem også lige om at 74 procent af Danskerne vil bevare kontanter og ikke øsnker et såkaldt kontantløst samfund.

LINKS TIL LOVFORSLAGET: https://www.ft.dk/samling/20231/lovforslag/l94/20231_l94_som_fremsat.htm

Techmediet RADAR har undersøgt høringsprocessen før lovgivningsarbejdet om fjernelse af 1000 kr sedlen og nedsættelse af maksbeløbet vi må købe for vores egne kontanter for, og har konstateret, at høringsfristen, altså hvor man har mulighed for at indsende en klage, er historisk kort: Kun tre arbejdsdage!
Det har blandt andet medført, at Forbrugerrådet Tænk, ikke når at give deres besyv med til lovforslaget, der forventes at træde i kraft 31 marts næste år.
»Det bliver sådan lidt pseudo-høringer, og man sender nærmest et signal om, at det er begrænset, hvor interesseret man er i at høre svaret,« siger politisk chef i Forbrugerrådet Tænk, Uffe Rabe Krag, til RADAR.
Du kan læse mere om den historie her.

BEKYMRENDE
»Det er en udvikling, vi har været bekymrede for i lang tid. Det her er bare seneste eksempel. Nogle ting er jo ret avancerede – eksempelvis afskaffelsen af en 1000-kroneseddel. Den kan jo have mange både positive og negative effekter. Der er juridiske effekter, effekter ved hvidvask, effekter for dem, der ikke er digitale og så videre. Når man så kaster sådan en høring ind i en meget travl organisationsverden, så bliver en høringsfrist på tre dage problematisk«, fortsætter politisk chef i Forbrugerrådet Tænk, Uffe Rabe Krag.
»De store organisationer, der har meget specialiserede folk, ville måske kunne nå denne høringsfrist. Men mange mindre organisationer, der har en super travl hverdag og ikke så mange folk, der er tre dage typisk for kort tid til at lave noget af kvalitet.«

LÆS mere hos RADAR

Der er rasende travlt i Morten Bødskovs erhvervsministerie, hvor man forventer at haste et forslag om nedsættelse af max-grænsen for kontantkøb fra de nuværende 19999 til 15.000 kr. Forslaget ER allerede i høring, og høringsfasen slutter torsdag den 7. december!
Det er under to år siden, at grænsen blev sat ned sidst. Før det, måtte man købe varer for  50.000 kr i kontanter af gangen.
I Eurozonen må man bruge 10.000 euro af gangen, ca 70.000 kr, før man er omfattet af hvidvaskloven, men det er tydeligvis alt for liberalt for politikerne i Danmark.
Når man har så travlt er det fordi 1000 kr sedlen bliver ugyldig – det bliver den den 31. maj 2025, og da over 30 procent af danskerne har opsparing i kontanter(National Bankens egne tal), må man forvente en vis utålmodighed for at få brugt, hvad der nu ligger i madrassen eller kagedåsen. Men Erhvervsministeriet antager tydeligvis, at alle opsparede penge tilhører kriminelle.
Og her er det så åbenbart bydende nødvendigt, at man ikke får mulighed for at købe noget, der er dyrere end 15.000 kr.
Selvom det er vores egne penge.

LINKS: https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/68201